Ping? Pong!

Sidder du lige nu og undrer dig over om det mon er enden på ZeroCrash.dk da der ikke er kommet nogen updates udover en enkelt i over en måned, så kan jeg da lige fortælle, at svaret er nej.

Der er en del der skal ordnes i forbindelse med min mor – men det ser ud til, at gå den vej det nu skal; den rigtige hvad angår lejlighed og indbo.

I morgen skal jeg til Samsø Medarbejderfest – det skal nok blive spøjst. I hvert fald ser jeg frem til, at møde en masse nye mennesker.
Søndag står den på en tur til Ikast og forsøge at tage et nap mere med nedpakning og sortering af indbo. Det værste er da taget – men der er stadig en masse tilbage som skal til genbrug/losseplads eller andet steds hen.

Men det ser ud til at lykkedes – om snart…

Mon vi ses igen?

- En måned er gået.
En måned med mange forskellige spørgsmål om livet, fortiden, nutiden og fremtiden.
En måned med lige så mange spørgsmål om hvad der skete, hvorfor det skete, om det gjorde ondt eller om hun blot sov stille ind.
- Om hun valgte det fordi livet var for strengt – om hun overhovedet tænkte på, at nu var det nu. Om hun tænkte på hvad der ville ske med hendes familie når vi fik nyheden – og mon hun ønskede os det bedste i livet fremover?

Der er så RIGTIG mange spørgsmål som både familie, venner – og ikke mindst JEG, aldrig nogensinde kommer til, at vide svaret på – og sådan noget gør ondt – virkelig ONDT! Jeg ved at ordsproget siger, at tiden læger alle sår – men nogle ting heler ikke med tiden som arret efter såret.

Mens dette skrives, kan jeg godt mærke, at det ikke er nemt… Ikke nemt at tænke, ikke nemt at skrive. Men jeg vil… Fordi jeg skal!

Jeg håber…
- at vi ses igen. Måske ikke lige nu, men om 50 år.

Jeg håber…
- tror og håber, at tingene nok skal gå. Det skal de sgu!

Du fik i hvert fald en begravelse som du fortjente. Den hvide kiste med en kæmpe buket brogede tullipaner med båndet hvorpå mit navn og “Mor” var indgraveret i guldtryk. Guld – farven du elskede i smykker. Præsten holdte en smuk tale – jeg vil vædde på, du hørte den – og tænkte “Det gjorde han sgu godt, den gamle tossede præst.” mens du lå derinde og ventede på, vi bar dig ud til rustvognen derventede udenfor. Kisten blev båret med mange tunge skridt. Det føltes uvirkeligt og mærkeligt…

Min kusine ønsker, at få et minde om dig, så hun får de øreringe du altid gik med til jul. Resten af dine smykker er nu indlogeret i bankboks – de vil, når tiden er til det – blive båret af den ‘kommende’. Hvem det så bliver, må tiden vise…

. . . .

Din mor savner dig utrolig meget – bliver ved med at spørge til, om det mon blot var en drøm. Det må vi fortælle hende, at det ikke var – desværre. Og hun er sønderknust. Det er sgu ikke nemt, at skulle forholde sig til at ens datter, dør før en selv – i en alder af 82. Hun har det meget skidt.

Jeg frygter for hendes fremtid – selvom jeg knap tør udtrykke bekymringen over hende, af frygt for at endnu en tur på sygehuset skulle komme til, at invalidere hende. Du ved jo hvad der skete i 2003… Vil du ikke nok fortælle hende, at du har det godt hvor du er nu – og hilse hende mange gange.

I forgårs tog jeg en tur forbi din lejlighed. Den er ved at blive tømt. Modtog brev fra skifteretten i fredags. Så vi kan komme videre – fordi vi SKAL videre. Det er ikke nemt – og du ER savnet. Men jeg KAN ikke holde mig i den her periode – jeg vil videre. Jeg har behov for luft – og meget af det. Jeg vil ud… i luften, i solen, i vandet. Vil opleve, se, føle og sanse. Undskyld – men jeg må videre i livet, mor. Det gør for ondt, at blive her…

Af hjertet ønsker, tror og håber jeg, at du har det godt hvor du er nu.
Vi ses,
Din søn