Hvil i fred, Mor

Dengang man var lille

Det her er normalt ikke noget jeg gør offentligt, røber de mørkeste hemmeligheder om mit liv, men her kommer altså en af dem jeg lige føler for, at dele med verden.

Min mor ville mig altid det bedste – det lykkedes også mange gange for hende, at gøre mig glad – bare ved de små ting, som hun kunne overraske mig med. Omvendt har jeg også gennem livet med hende, de 23 af 51 år hun fik lov at leve, haft mine nedture, nætter hvor jeg lå søvnløs i sengen i en alder af 5-14 år og kunne høre hende pusle i stuen – typisk med fjernsynet kørende og indimellem, ville hun udbryde et eller andet i stil med “Fanden og hans pumpestok!” – i sådanne tilfælde var det klart, hvad der foregik i stue-etagen. Mor var fuld… igen!

Jeg har altid elsket min mor – ingen tvivl om det, men der har været perioder hvor jeg simpelthen også har været rædselsslagen for hende. Oftest faldt hun i sprutten når jeg var kommet hjem fra skole eller fra andre aktiviteter – og med årene lærte jeg også hurtigt at skelne mellem hendes forskellige tilstande, man som alkoholiker kan befinde sig i. Et “kursus”, om man vil, der har lært mig utrolig meget om andre mennesker – og en oplevelse der gør, at jeg den dag idag, kan afgøre på et splitsekund om en given person har drukket eller ej, hvor fuld vedkommende er – og derfra vælge, hvad jeg videre vil stille op. En ting, hvis jeg skulle være ærlig, jeg nok helst ville have været foruden – men livet er jo hvad man gør det til – og jeg har fået lidt ekstra med i bagagen.

Men, jeg sad og læste en artikel om fattige familier i Danmark, familier som ganske enkelt ikke har råd til julegaver og juleaften i December, ford denne måned er dyrere end alle andre – og i den forbindelse kom jeg til, at tænke tilbage på et minde i forbindelse med en fødselsdag – hos mor.

Det var omkring den 20. oktober 1995 – og jeg skulle holde min 10 års fødselsdag med klassen. Mor havde gennem hele ugen ikke vist synlige tegn på “problemer i farvandet” – som f.eks. stress, nervøsitet eller andet. Ugen var gået glimrende, og jeg kan huske, at jeg var ved at hive en bordplade ud af skuret sammen med nogle bordben da mor kom stormende ud af lejligheden – og bad mig blive ude i skuret, indtil hun hentede mig igen. Det gav jo ikke meget mening, at jeg skulle stå i et skur (på ubestemt tid) – for hun havde jo lige bedt mig om, at hente den her bordplade + ben og sætte dem ind i stuen. Så det gjorde jeg naturligvis – satte bordet op i stuen. I mens var mor gået op i soveværelset – og så vidt jeg husker, så jeg hende ikke igen før en halv time senere – hvor hun synligt havde drukket sig en stiv kæp i øret.

Med en stiv kæp mener jeg bogstaveligt talt, at hun kom valsende ned af trapperne – som i forvejen ikke er særlig handicap-venlige, men underligt nok har hun altid klaret dem i den stiveste brandert. Jeg husker, at hun var meget usammenhængende, voldsom og råbte meget. Bad mig om, at fise af, så hun kunne lave mad – det gjorde jeg naturligvis – jeg skulle satme ikke have ballade. Da klokken en time senere så småt nærmede sig, at jeg skulle åbne døren for mine gæster – blev jeg nede i køkkenet mødt af en meget fuld mor, som jo naturligvis havde drukket sig endnu fuldere i den forgangne time – og var der kakao, mad eller boller til fødselsdagen, nej..

Og midt i alt dette kaos, dukkede folk pludselig op. 20 folkeskole-unger på 9-10 år, mødte op til tiden – til mig og min fulde mor! Hvor var det dog ærligt talt pinligt. Jeg vidste jo godt, at mor var fuld – så det endte jo naturligvis med, at jeg måtte aflyse fødselsdagen – med mor hængende i entréen – pisse fuld og på rulleskøjter, mens hun mumlede noget med, at jeg skulle gå ind. Men jeg lyttede ikke til hende – vendte mig blot om – og forlod huset sammen med en af forældrene til de andre børn… Min 10 års fødselsdag blev altså en ret kort fornøjelse – og ikke videre god.

Jeg blev efter afgang fra matriklen kørt om til min mormor – og fødselsdagen blev aflyst.
Den dag idag, kan jeg stadig se mor stå og hænge i døren – da jeg kørte væk fra boligen… Et ikke videre muntert minde – og dem har jeg desværre en del af.

Hvad værre er, tror jeg at mor dengang var utrolig skuffet over sig selv, sit misbrug og forsøgte på sit eget sprog, at sige undskyld for hvad der var sket ved, at være den bedste mor hun kunne – men det var svært for hende, med en trang økonomi – og jeg tror et eller andet sted ikke, at hun helt har følt sig som en “tilstrækkelig mor” for mig, med hendes misbrug, dårlige økonomi og mangel på overskud.

Den dag idag, sidder jeg stadig og spekulerer over om hun vidste, at jeg faktisk mente at jeg elskede hende når jeg sagde det, til trods for alle de dårlige oplevelser der var i min opvækst..?

Et spørgsmål jeg aldrig får besvaret – kan kun håbe, at hun vidste det inden hun sov ind.

Nu kan jeg se frem til en juleaften uden hendes selskab, en person mindre ved bordet – til andesteg, frikadeller og en varm familiehygge – som er sjælden i vores familie, da ingen af familiemedlemmerne har “nær” kontakt andet ved årlige begivenheder.

Der bliver vist lige udbedt 2 minutters stilhed for Mor, juleaften. Rest In Peace!

R.I.P. Mor – Tillykke med fødselsdagen

Tillykke med de 52 år – for evigt savnet og elsket!

Mon vi ses igen?

- En måned er gået.
En måned med mange forskellige spørgsmål om livet, fortiden, nutiden og fremtiden.
En måned med lige så mange spørgsmål om hvad der skete, hvorfor det skete, om det gjorde ondt eller om hun blot sov stille ind.
- Om hun valgte det fordi livet var for strengt – om hun overhovedet tænkte på, at nu var det nu. Om hun tænkte på hvad der ville ske med hendes familie når vi fik nyheden – og mon hun ønskede os det bedste i livet fremover?

Der er så RIGTIG mange spørgsmål som både familie, venner – og ikke mindst JEG, aldrig nogensinde kommer til, at vide svaret på – og sådan noget gør ondt – virkelig ONDT! Jeg ved at ordsproget siger, at tiden læger alle sår – men nogle ting heler ikke med tiden som arret efter såret.

Mens dette skrives, kan jeg godt mærke, at det ikke er nemt… Ikke nemt at tænke, ikke nemt at skrive. Men jeg vil… Fordi jeg skal!

Jeg håber…
- at vi ses igen. Måske ikke lige nu, men om 50 år.

Jeg håber…
- tror og håber, at tingene nok skal gå. Det skal de sgu!

Du fik i hvert fald en begravelse som du fortjente. Den hvide kiste med en kæmpe buket brogede tullipaner med båndet hvorpå mit navn og “Mor” var indgraveret i guldtryk. Guld – farven du elskede i smykker. Præsten holdte en smuk tale – jeg vil vædde på, du hørte den – og tænkte “Det gjorde han sgu godt, den gamle tossede præst.” mens du lå derinde og ventede på, vi bar dig ud til rustvognen derventede udenfor. Kisten blev båret med mange tunge skridt. Det føltes uvirkeligt og mærkeligt…

Min kusine ønsker, at få et minde om dig, så hun får de øreringe du altid gik med til jul. Resten af dine smykker er nu indlogeret i bankboks – de vil, når tiden er til det – blive båret af den ‘kommende’. Hvem det så bliver, må tiden vise…

. . . .

Din mor savner dig utrolig meget – bliver ved med at spørge til, om det mon blot var en drøm. Det må vi fortælle hende, at det ikke var – desværre. Og hun er sønderknust. Det er sgu ikke nemt, at skulle forholde sig til at ens datter, dør før en selv – i en alder af 82. Hun har det meget skidt.

Jeg frygter for hendes fremtid – selvom jeg knap tør udtrykke bekymringen over hende, af frygt for at endnu en tur på sygehuset skulle komme til, at invalidere hende. Du ved jo hvad der skete i 2003… Vil du ikke nok fortælle hende, at du har det godt hvor du er nu – og hilse hende mange gange.

I forgårs tog jeg en tur forbi din lejlighed. Den er ved at blive tømt. Modtog brev fra skifteretten i fredags. Så vi kan komme videre – fordi vi SKAL videre. Det er ikke nemt – og du ER savnet. Men jeg KAN ikke holde mig i den her periode – jeg vil videre. Jeg har behov for luft – og meget af det. Jeg vil ud… i luften, i solen, i vandet. Vil opleve, se, føle og sanse. Undskyld – men jeg må videre i livet, mor. Det gør for ondt, at blive her…

Af hjertet ønsker, tror og håber jeg, at du har det godt hvor du er nu.
Vi ses,
Din søn

Farvel Mor

Højt at flyve..

Når man ligger oppe i 10.000 meters højde og svæver på en sky, er der satme langt ned den dag man falder ud over kanten på skyen. Det skete for mig, idag kl. 12.30.. Og jeg tror næppe, at jeg kommer mig helt, efter turen ned på jorden igen – endnu værre står det nok til andre steder.

I morgen står den på 2 møder og aftaler, besøg hos nær og fjern. Næste uge byder på endnu flere skod-oplevelser – øv!

Jeg ved ikke hvornår jeg vender tilbage – men jeg kan kun ønske jer allesammen en rigtig god weekend.

Ses engang når jeg vågner op af komaen…
//- Zero